En farverig ankomst til “Byen i Naturen”

En interkulturel start med fest og farver

Duften af regn og den krydrede duft af aftensmad trænger ind gennem det åbne vindue til værelset, hvor min roomie og jeg sidder og snakker.

Jeg har nu været i Singapore i tre uger. Selvom det kun er tre uger, føles det som meget længere. Jeg er endelig begyndt at kunne finde rundt på NIE – National Institute of Education – uden at spørge om vej, og jeg har allerede fundet mine yndlingsspisesteder på campus!

Dagene er gået med at falde til, møde mennesker fra hele verden og opleve en masse ny kultur.

Allerede den første uge oplevede vi Singapore i fuldt farveflor, da landet fejrede National Day den 9. august. Vi var en gruppe internationale studerende fra Vietnam, Myanmar, Hong Kong og Danmark, som tog ud langs vandet ved MRT-stoppet Promenade. Herfra kunne vi se fyrværkeriet over Kallang Basin ved siden af National Stadium.

Man kunne mærke, hvordan spændingen og glæden bredte sig, mens tusindvis af mennesker samledes i løbet af eftermiddagen. Folk ankom tidligt og havde pakket poser med snacks, drinks og aftensmad til hele aftenen.

Så sad vi der – en flok internationale studerende på græsset – og klokken 20 begyndte fyrværkeriet.

Det var rigtig fint og en helt særlig oplevelse. Overalt var der singaporeanske flag, mennesker klædt i rødt og hvidt, parader og masser af national stolthed. Det var spændende at opleve, hvordan Singapore fejrer sin nationaldag.

Og så er der selvfølgelig klimaet.

Det har taget lidt tid at vænne sig til de omkring 31 grader, som med luftfugtigheden kan føles som 39. En mild brise kan gøre en verden til forskel. Til gengæld er aircondition overalt – i busserne, i klasselokalerne og på mange af de steder, man bevæger sig rundt.

Så man skal være forberedt. Lange bukser og en langærmet trøje i tasken kan være forskellen på en behagelig undervisningstime og tre timers undervisning i et køleskab!

Jeg er efterhånden faldet rigtig godt til. Jeg har en skøn roomie fra Vietnam og er omgivet af en masse dejlige mennesker – både på mine hold og blandt de andre internationale studerende, jeg har mødt.

Allerede den første uge blev vi inviteret med rundt af nogle af de ældre studerende, som viste os forskellige sider af Singapore. Vi så blandt andet The Merlion – den ikoniske figur, der er en blanding af en løve og en fisk og er deres maskot her i Singapore.

På NIE nyder jeg især timerne med tegning, keramik og en masse spændende biologi. På næste mandag skal vi besøge Singapore Botanic Gardens, hvilket jeg glæder mig meget til!

En anden spændende oplevelse var på Coney Island, også kendt som Serangoon Island.

“Forest bathing”

“And with your eyes closed, notice what you hear.”

Vores guides stemme når hen til mig, mens jeg står mellem nogle af de 2.000 Casuarina-træer på Coney Island i Singapore.

Jeg lukker øjnene.

Bag den intense baggrundsmusik fra cikaderne kan jeg høre en masse forskellige fugle. Fodtrin i gruset. Blade, der bevæger sig i vinden. Mennesker, der passerer forbi vores gruppe.

Vi er omkring 20 mennesker fordelt på to hold, og de næste tre timer skal vi udforske forest bathing – en praksis, der stammer fra det japanske Shinrin-yoku. Helt enkelt handler det om at tilbringe tid i skoven og bruge sine sanser til at være mere nærværende i naturen og i det, der sker omkring os.

Det er altså ikke et bad i en skovsø, som navnet måske kunne antyde. I stedet handler det om at “bade” i skovens atmosfære – gennem lydene, duftene, farverne, vinden, planterne og følelsen af at være omgivet af natur. Dertil bliver man også “badet” eller omgivet af negative ioner når man befinder sig ude i skoven.

Vores guide fortalte også om de negative ioner, som findes i naturen og blandt andet omkring vandfald og tæt vegetation. Ifølge ham er de en del af det, der gør naturen særligt gavnlig for vores velbefindende, og de blev koblet til både mental trivsel og kroppens immunforsvar.

Det var interessant at få en guidet tur gennem skoven, hvor sanserne var i centrum.

For jeg går faktisk ofte ture i naturen. Jeg lytter, dufter og lægger mærke til mine omgivelser – men det sker oftest helt ubevidst.

Denne gang blev jeg bedt om at gøre det langsommere.

At lytte mere bevidst.

At lægge mærke til én lyd ad gangen.

At mærke vinden.

At observere.

Og pludselig oplevede jeg skoven på en anden måde.

Tidligere samme dag havde jeg faktisk gået gennem området. Men dengang havde tempoet været et helt andet. Jeg havde haft travlt med at tage billeder og samtidig holdt et vågent øje med slanger, edderkopper og krokodiller.

Ja – krokodiller.

Jeg havde nemlig læst et skilt med en procedure for, hvad man skulle gøre, hvis man mødte en krokodille.

Det var lidt af et kulturchok. Haha!

Så kontrasten var stor: Først en tur, hvor jeg gik rundt med kameraet fremme og var på udkig efter potentielle farer. Senere samme dag stod jeg med lukkede øjne og lyttede til skoven.

Det fik mig til at tænke over, hvor meget tempoet egentlig betyder for vores oplevelse af naturen.

Naturen som klasselokale

Det var ikke kun selve oplevelsen, jeg tog med mig fra Coney Island. Som kommende lærer blev jeg også inspireret af de mange muligheder, naturen kan give i undervisningen.

Vores guides kom med flere helt konkrete idéer, som jeg kan bruge i undervisningen:

For eksempel et lydkompas, hvor eleverne lukker øjnene og forsøger at lokalisere forskellige lyde omkring dem – og undersøger, hvor langt væk lydene befinder sig, og hvilken retning de kommer fra.

Men vigtigst af alt, kom min guide med en opfordring til at tage børnene med ud i naturen – uden fast program, uden et hav indstrukser og læringsmål. Kun med ét formål: at lade dem være i naturen. Lade eleverne, lege, undersøge og være nyssgerrige.

Selvfølgelig med nogle rammer, men også med plads til, at de selv kan opdage naturen. For børn har ofte en helt særlig evne til at gå på opdagelse i deres omgivelser uden at behøve en voksen til at fortælle dem, hvad de skal se.

Det fik mig til at tænke over, hvordan vi som lærere nogle gange kan komme til at planlægge så meget, at vi glemmer værdien af bare at være.

Måske behøver alt ikke at have et læringsmål.

Måske kan det at lytte til fuglene, mærke vinden eller undersøge en bille på jorden også være en del af det at lære.

Vores guides anbefalede mig også at undersøge forest schools i Singapore, som arbejder med nogle meget inspirerende måder at forbinde børn, natur og læring på.

Det er jeg ekstra nysgerrig på, fordi jeg allerede har en aftale med Roots and Boots, som er en forest school her i Singapore. De arbejder med principper, der på mange måder minder om de skovbørnehaver, som blandt andet har rødder i Skandinavien.

Det glæder jeg mig meget til at dykke mere ned i.

En grøn start på Singapore

Efter min første tid her i Singapore er én ting allerede blevet tydelig for mig:

Selvom Singapore er en moderne storby med skyskrabere, MRT-tog, der konstant er i bevægelse, og et højt tempo, er naturen aldrig langt væk.

Singapore kalder sig selv “City in Nature”, og det er tydeligt, at mange mennesker og organisationer arbejder på at gøre netop det til mere end bare et slogan.

Det er noget af det, jeg virkelig glæder mig til at udforske under mit ophold!

Min første forest bathing-oplevelse blev derfor meget mere end tre timer i en skov.

Den blev en påmindelse om at sænke tempoet.

Om at bruge sanserne.

Om at være til stede. – Det er noget jeg tænker er vigtigt som lærer, at vi ikke altid skal have fuld program. Nogle gange kan det være nok at åbne døren og sige:

“Lad os gå udenfor! “

Jeg glæder mig til mange flere grønne oplevelser her i Singapore!