I mit sidste blogoplæg gav jeg lidt baggrundshistorie om Ostia. Nu vil jeg fortælle lidt om min egentlige udgravningoplevelse.
At deltage i udgravninger er klart et af højdepunkterne af arkæologiuddannelsen for mig. Jeg er opvokset på en gård, og har altid været glad for at fysisk arbejde og at bruge min krop. Det er en af årsagerne til, at jeg valgte at studere arkæologi; sammensmeltningen af nørderi og fysisk arbejde. Godt nok bruger jeg det meste af året på at studere, men udgravningerne hver sommer er klart det, der giver mig nyt blod på tanden.
At stå morgen til aften i italiensk højsommer sol med en hakke eller en skovl er måske ikke det, de fleste unge på min alder anser for en god sommerferie, men for mig er det endnu bedre end en strandferie. Der er noget enormt tilfredsstillende ved skrælle lag af historie væk med en skovl, indtil man 1,5 meter nede står 2000 år tilbage i tiden. Hvert hakkeslag hjælper med at afdække endnu en brik af det store arkæologiske puslespil – hvem boede i huset? Hvad foretog de sig? Hvordan så deres hverdag ud? Det handler ikke kun om de store fund, selvom de absolut også er sjove at finde, men i større grad er det de små ting, som hjælper os med at danne et billede af husets beboere. En lille fiskekrog eller en sejlnål fortæller om deres erhverv, en ring fortæller om deres selvfremstillinger og sociale stand.
Antik fiskekrog i bronze
Udgravningens hverdag
Projektet i Ostia havde to udgravninger i gang i hver sin ende af byen, den ene undersøgte et hus, den anden en forumsplads. Som sagt gravede jeg i huset, dette gjorde jeg sammen med fire af mine medstuderende og seks italienere. Hver morgen blev to sendt ind for at vaske gårsdagens fund, imens resten brugte dagen på at grave.
Vasketjansen var både en velsignelse og en forbandelse. På den ene side fik man lov til at sidde i skyggen, noget man ikke så meget af på udgravningstjansen, og ved at vaske fundene, fandt man ofte små detaljer, som før havde været dækket af jord – en lille skattejagt. Men på den anden side betød det 9 timer bøjet over en spand med en meget nedslidt tandbørste, og, for mig det værste, en hel dag væk fra udgravningen.
Min yndlingsdel af at vaske var det farvede marmor. Indtil videre har jeg kun været på græske udgravninger, hvor man kun fandt hvidt marmor, men romerne elskede det farvede marmor, og vi var heldige at finde meget af det. Inden det blev vasket, var alle stykkerne den samme grå, kedelige jordfarve, men når jordet blev vasket af, havde man pludselig stykker af alle regnbuens farver foran sig. Det var helt fantastisk at se, men at forestille sig huse fyldt med alle de forskellige farver – i de samme rum – var måske ikke just den bedste indretningsbeslutning.
I selve udgravningsarbejdet var vi delt op i 2-3 rum i huset. Her var man oftest tre personer, som skiftes til at hakke, skovle og tage spande/tømme trillebør, og derved fik man også små pauser i det hårde arbejde. Solen var ingen joke, og hedeslag rammer hurtigt, især for os danskere, som ikke just er vant til den, så man tager de små pauser når der er mulighed for det, og drikker rigeligt af vand.
Der arbejdes på forsigtigt at fjerne det sidste lag jord over mosaikken
Jeg bevægede mig lidt rundt imellem rummene, alt efter hvor der lige var brug for ekstra hænder. Det betød en mængde af varieret arbejde. Dog var jeg i den sidste uge hovedsageligt i ét rum, hvor vi havde fundet en stor figurmosaik. Her gik arbejdet ud på at fjerne al jorden i rummet med hakke og skovl, og derefter individuelt rense de små tessarae, mosaikstenene, med en graveske. Begge dele var hårdt arbejde, da det nederste lag af jord i rummet bestod af en masse blandede materialer, der i løbet af årene var blevet til en form for cement. Men når man til sidst sad og langsomt fik figurerne frem efter 2000 år, ved at skrabe hver tessara, var arbejdet alligevel meget fyldestgørende.
Mosaikken vaskes. Figurmotivet må desværre ikke vises, da den ikke er publiceret endnu.
